2020 har vist, at det er mere vigtigt end nogensinde før at kunne møde sine kunder online. Og tænker man nyt og digitalt, så er der mange muligheder for at øge salget i sin forretning. I en tid, hvor opmærksomheden er flygtig og konkurrencen for opmærksomheden er stor, er det helt afgørende at kunne formidle sine budskaber med gennemslagskraft. Ved hjælp af en simpel regel, der hedder 3-10-30, fanger og fastholder du modtagerens opmærksomhed og gør dit videoindhold markant mere effektivt.
3-10-30 reglen
De første 3 sekunder af din video skal du bruge til at fange modtagerens opmærksomhed. Vis noget, der er ud over det sædvanlige. Det kan være noget i billedet, der skaber blikfang, eller det kan være et vigtigt budskab skrevet med stor tekst. Lyd kan også bruges til at skabe opmærksomhed, men eftersom 80% af alle SoMe videoer bliver set uden lyd, er lyden ikke det mest ideelle virkemiddel til at fange opmærksomheden med en video på de sociale medier.
Inden for de første 10 sekunder skal man have fået en idé om, hvad videoen omhandler. Her skal du altså sætte scenen. Lad modtageren vide, hvad de kan forvente, hvis de ser videre, og hvorfor det er relevant for dem.
Inden for de første 30 sekunder skal dit primære budskab være leveret. Her skal du kommunikere dét, som du vil have modtagerne til at huske og reflektere over. Hold budskabet kort og simpelt, så det er let fordøjeligt. Når du har leveret videoens primære budskab, kan du fortsætte med at foreklare og uddybe.
Kombinationen og timingen af ny information i 3-10-30 reglen øger sandsynligheden for at fange modtagernes opmærksomhed og fastholde deres interesse. Interessen skal fastholdes lige så længe, som din video varer. Dette kan du gøre visuelt og ved at blive ved med at tilføje ny relevant information. Har du ikke mere ny og relevant information? Så er det på tide at få afsluttet videoen med en call-to-action.
Konvertér opmærksomheden med en CTA
Videoen afsluttes med en call-to-action (CTA). Denne CTA er din mulighed for at invitere dem til en handling. Du har kæmpet hårdt for deres opmærksomhed, så selvfølgelig skal du ikke lade dem gå uden at konvertere interessen til konkret adfærd. Men hvad vil du have, at de skal gøre?
Måske vil du have dem videre ind på din webside for at købe dit produkt? I så fald bør du bruge en direkte CTA, eksempelvis: “Køb produktet via linket i nederst i opslaget her”.
Måske vil du opfordre dem til at følge din SoMe kanal? i Så fald bør du bruge en indirekte CTA, eksempelvis: “Se med i næste uges video, hvor vi kommer med flere tips.”
Hold dig til én enkelt CTA, så du fokuserer på kun at invitere dem til én handling. På den måde bombarderer du dem ikke med for mange valgmuligheder, som de skal tage stilling til.